Pertains to the design of the new site of kino, infamous successor to the beloved BioBooking. What will follow will be in Danish, but feel free to comment upon the topic that is the layout of kino - and not griping about the merits of its predecessor, BioBooking.
For nylig skrev jeg en mail til gutterne bag kino, eftersom de ligefrem
indbød til ris og ros i forbindelse med den nye lancering. Brevet er skrevet direkte fra tanke til digitalt papir (hvorfor jeg lige har fikset nogle skrivefejl og deslige) og er derfor ret enten-eller i sin ordlyd - men heller det end nølen - og lyder således:
Tænkte jeg lige ville knytte nogle kommentarer til jeres nye design, der har en masse gode intentioner, men halter lidt endnu.
Layout og design - og sidens “forside”
Forsidetraileren
Drop forsidetraileren (der på det pågældende tidspunkt viste en trailer til The Dark Knight, red.); i hvert fald skal den ikke gå i gang automatisk. Lyd på hjemmesider er en dødssynd, der hører til for mange år siden - og i skraldespanden. Dels kan det være ubehageligt, og måske ligefrem skadeligt for ørerne, men det kan også spoile (altså afsløre vigtige dele af) filmen, hvor mange sætter en disciplin i at undgå al tænkelig info om den pågældende film. Lav den eventuelt om til en traileroversigt af en art eller i hvert fald bare til en trailer, der ikke går i gang automatisk. Jeg ville måske i stedet lave det til én eller anden notits om, at billetsalget til The Dark Knight netop er begyndt, hvilket ville give mere mening og ikke virke så tilfældigt - “hvorfor er lige dén trailer den faste på forsiden for tiden”, kan jeg forestille mig en del mennesker undre sig over. Med andre ord ville det i stedet være en forsidefeature om Batman-filmen. Der ville altså stå, at billetsalget netop er begyndt (dén og dén dag, selvom det ikke længere er på dagen, så man ved, at forsiden stadig har en nyhedsværdi), at filmen foreløbig har fået de og de karakterer eller anmeldelser, og eventuelt en nedtællingstimer til premieren. Så er forsiden både relevant, berettiget og en god måde at få folk til at købe billetter til filmen, fordi man skaber et indtryk af, at denne her film altså er så og så fed, og at der - naturligvis - vil være rift om billetterne. Når den så udkommer i Danmark, kan I køre featuren igen, denne gang med de danske anmelderes karakterer og bemærkninger omkring filmen. I samme ombæring kan I så fjerne de to minitrailere til højre for og dedikere hele feltet til featuren; de to trailere er en mærkelig semiting, og bliver ting gjort halvt, så skal de altså ikke gøres til at begynde med. Det vil sandsynligvis også i høj grad hjælpe på det proppede indtryk.
Forsidetraileren stjæler også opmærksomheden fra de ovenstående faner “Premierefilm”, “Alle film lige nu” (hvis side har en klodset og grim opsætning), “Familie-kino” (der er en dublet fra én af de overordnede faner og derfor kun bør være at finde én af stederne) og “Brugernes Top 10” (hvor “Top” er skrevet med lille ‘t’ inde på sin side, selvom det står med stort andetsteds).
Informationsrod og -redundans
I det hele taget er der en del informationsredundans, hvor mange funktioner lader til at overlappe hinanden, i stedet for at man prøver at holde det mere stringent, så det heller ikke bliver så overfyldt, som det pt. er tilfældet på forsiden; et godt udgangspunkt er også, at al den relevante information er på hele skærmen uden nødvendig scroll, når man “lander”; dette er delvist opfyldt på kino.dk, men når der kommer en bannerreklame i toppen, bliver hele strukturen ødelagt. Dog er de ting, der er på den øverste del af siden, trods det store fylde, mange ting, der siger meget lidt.
Apropos redundans; hvorfor har I en “Biografer”-spalte nede til venstre på siden, når man kan se det præcis samme under “Vælg biograf” oppe til venstre? Dét er altså ikke andet end fjollet, så væk med dét. I første omgang så jeg heller ikke, at man havde mulighed for at sortere efter biograf på denne måde, men dét kan jo så være et kommunikationsproblem ved det øverste sidepanel; måske det ville hjælpe at kalde den for noget andet end “Billetter”?
For at vise denne problematik i sin yderste konsekvens kan jeg prøve at give et indtryk fra en læser, når man besøger siden: Begynder man på forsiden og scroller en lille smule ned (jeg kører vist 1024x768 i opløsning), har man også følgende informationer om aktuelle film til rådighed: (1) “Aktuelle film” i den øverste store fane; (2) “Vælg [aktuelle] film” under sidepanelet “Billetter”; (3) Fanen “Alle film lige nu” under forsidekategorien “Film i biografen” (bemærk hvordan en fane ligefrem siger det præcis samme som sin kategori!); (4) Sidst men ikke mindst det flotte, men, set i lyset af nærværende afsnit, redundante, scrollvindue “Aktuelle film … 30 film i biografen”.
Kort sagt må I fatte designkniven og få skåret ind til benet, så I ikke op til noget så fjollet som en hel håndfuld gange formår at gentage noget så banalt som hvilke film, der vises; det er jo nærmest at tale ned til læseren. Selvom jeg godt kan lide konceptet med #4, er den jo fuldkommen overflødig set i lyset af alt dét, der gentager dens budskab. Måske den kan finde sin berettelse, når der engang, insh’allah, bliver ryddet op. For eksempel kan I overveje at fjerne én af de to faner; den øverste overordnede, eller dén under “Film i biografen” og få rykket den lidt op.
Hvad der følger af ting nedenunder er også lidt rodet - alle de kasser med nyheder og andre ting, der vistnok tilmed er inden for forskellige kategorier og ikke nødvendigvis hænger sammen - men dét er i det mindste valgfrit i dén forstand, at man først ser det, når man rigtig begynder at scrolle nedad. Og så er de endda i forskellige størrelser? Nåh, skaden derved er nok minimal og bliver ikke dét, der skræmmer folk væk i al fald.
Nåja; forresten linker “Dine bestillinger” til det præcis samme som “Vis profil” - væk med “Dine bestillinger”.
Top- og favoritfilm
Konceptet er sikkert fint nok, men det er ud fra overskriften ikke til at vide, hvad der menes med “Top 5”; oven i hatten tilføjer I så “kino-favoritter”, man jo umiddelbart måtte tro er det præcis samme - de top 5 vedrører jo trods alt kun brugere fra kino.dk - men de to udgør så henholdsvis de mest besøgte og så det fuldkommen tågede “aktuelle favoritfilm”, der, hvis jeg skal sige det ligeud (og det skal jeg, hvis det skal være til at bruge), helt og aldeles meningsløst. Jeg ved stadigvæk ikke, hvad der menes med det, og det vil ikke engang være noget, jeg ville kunne finde ud af ved at slå op i en ordbog, eftersom favoritbegrebet er så subjektivt funderet, at det er op til den enkeltes brug af ordet. Samtidig er der sgu også en “Brugernes Top 10” (med stort T i denne omgang) til at gøre det endnu mere akavet - “Brugernes Top 10” må I altså få skrottet.
Jeg foreslår, at I - hvis I agter stadig at bruge systemet - laver to kategorier i retningen af “Bedst anmeldte” og “Mest sete”, hvor første beror sig på brugernes karakterer og sidstnævnte på de kolde, hårde facts om, hvilke der er blevet købt flest billetter til. Så kan I jo eventuelt under det femtebedste på hver liste tilføje et link til en længere top X-liste, så brugerne har mere data at hygge med.
Diverse
Kontrasten mellem jeres brødtekst og tekstbaggrund er ikke optimal. Det gælder både i nyhedsartikler, forumindlæg, m.v.
“Anmelder-favoritter” - som jeg ikke kan finde på siden lige pt. - skal staves “Anmelderfavoritter”. Formulér det også på en anden måde, så det fremgår, at det er pressens favoritter og ikke de selvbestaltede smagsdommere blandt brugerne på jeres side, der er tale om. Desuden håndterede den ikke HTML ordentligt bl.a. ifm. en Berlingske-artikel.
Community
Karaktergivning
I fokuserer - trods alt - på, at folk kan anmelde film og give dem karakterer; dette ødelægges dog ret så meget af, at det tager én (i hvert fald mig, der har 10 mbit i hastighed) godt 10-20 sekunder, fra jeg indtaster min karakter, til den registreres. Nu er I lige begyndt med det nye layout - hvor siden i det hele taget er ukristeligt langsom - og det tænker jeg da på. Men bare husk at man kun har ét førstehåndsindtryk, så få det ordnet hurtigst muligt, om det så har været på grund af Batman-tsunami eller hvordan.
Desuden var det ikke helt til at finde ud af, hvad karaktergivningerne blev brugt til andet end at blive vist på min film og til udformning af ‘Top X’-lister på forsiden. Dér kunne man nok godt tilføje nogle flere aspekter.
Disqus
Jeg vil gerne foreslå jer at bruge kommentarsystemet Disqus til nyheds- og artikelkommentering frem for det nuværende system, da det har adskillige fordele, som I vil kunne erfare ved at besøge deres side og eventuelt kontakte dem selv. Det kan måske tage noget tid at implementere, men personerne bag (Daniel Ha især) er fantastiske til at svare på spørgsmål og få dem løst, hvis I spørger ad. I burde muligvis endda være i stand til at få dem til at hjælpe jer løbende, hvis I kontakter dem direkte, hvorved I fx kunne få en salgstale og nogle idéer til, hvordan systemet kunne bruges ud over det helt basale. Ellers kan I ellers nøjes med deres “forum”, der fungerer ganske fortræffeligt, og hvor Daniel plejer at svare inden for få minutter, hvis der er nogen spørgsmål.
Diverse
Jeres forsøg på et community fungerer ikke særlig godt, men det er selvfølgelig også et spørgsmål om, om det er noget, I har tænkt jer at decideret fokusere på og gøre til en nøgledel af siden - eller bare have det for de mennesker, der nu skulle få lyst til at kævle om film ét eller andet sted. Ifald I har tænkt jer at give det en højere prioritet, er der masser inspiration at hente inden for begreber som web 2.0, social networking og dén slags.
Debatsektionen er lidt fesen, men behøver I at dræbe den fuldkommen ved at vise så få tråde på forsiden? Lad være med at vise de første par “Seneste indlæg” i deres fulde uddrag, og vis i stedet udelukkende trådene, hvor titlen alligevel vil beskrive, hvad det hele handler om. Siger titlen ikke rigtig noget, er personen bag nok så dum, at det alligevel ikke er til at få noget ud af den pågældende tråd. Så vil det også umiddelbart være til at kunne have det hele på én skærm, uden at man behøver scrolle ned for at kunne se alt.
Hvis én af disse indlæg endda stik imod al forventning skulle indeholde noget tilnærmelsesvist interessant, ville det være nærliggende at kunne linke direkte til det enkelte indlæg. Det er pt. ikke muligt.
Det var dét
Der er tydeligvis nogle gnavne, anale mennesker, der ikke bryder sig om at det nye skift (jeg er nu glad nok for det, bortset fra loadtiderne og dét, at jeg umiddelbart ikke kunne bestille mine Batman-billetter i Opera-browseren), men i stedet for at se til, mens de brokker sig, så smid dog nogle ris/ros-konkurrencer, der ikke kan undgå at falde i øjnene, op på jeres side, så de såvel som andre mindre mugne kan være med til at skabe en bedre side i stedet for destruktivt brok. Ved at udstede dén slags konkurrencer kommer I også til at få kritikken via mail, hvilket vil sige, at dem, der bruger jeres side, ikke vil se kritikken i forummet, eftersom en stor del - og måske de mest højtråbende - har taget kritikken via mail. Dog skal der nok nogle incitamenter som præmier, fribilletter eller andet til, før de fleste giver sig i kast med dyb, konstruktiv kritik. De fleste. =)
Det var som sagt dét - lad nu ikke min mail gå upåagtet hen men brug den seriøst og skriv gerne igen, hvad enten det er for at sige, at I synes mine pointer er åndssvage, og jeg er en klovn, eller noget helt tredje. Bare I efterlader en fornemmelse af, at mailen er blevet læst og taget til efterretning.
PS: Af - synes jeg selv - gode grunde har jeg ikke orket at læse korrektur på mailen, men har bare skrevet den direkte, så jeg tager intet ansvar for sirligheder eller uforståeligheder. I skal selvfølgelig ikke desto mindre være velkomne til at bede om uddybninger eller forklaringer af en art, hvis det er nødvendigt.
Minsandten om de ikke også svarede!
Tak for din mail, som er blevet læst grundigt igennem.
Jeg er enig i mange af dine synspunkter, og mange features vil også blive ændret og tilføjet på kino.dk i den kommende tid. Der er også flere af dine kommentarer, jeg er uenig i, men sådan må det nu engang være, når ingen har patent på, hvordan et site som kino.dk bør se ud.
Jeg kan til gengæld love, at vi afprøver diverse ting fremover – både hvad angår design og indhold.
Hvad angår hastigheden på sitet, har vi tydeligvis store problemer. Særligt i går var yderst problematisk, men en større fejl i databasen er nu rettet. Hastigheden er dog stadig ikke optimal. Der arbejdes på at gøre det hurtigere.
Med venlig hilsen
Søren
Kino.dk
Del 2 (tilføjet 14. juli)
Jeg stødte på endnu flere ting, som jeg syntes, gutterne på kino.dk godt kunne se lidt nærmere på:
Hej igen. Efter jeg havde sendt min sidste mail afsted, stødte jeg lige på nogle flere ting, og eftersom jeg fik okay respons på min sidste mail, tænkte jeg, at I måske også ville have noget mere.
Diverse
Under ens profil står der “[Punkt] 5. Tilknyt Biozonen-kort” (der skal staves “BioZonen-kort” med stort Z), hvilket vildleder ved stadig at skrive “>Tilknyt BioZonen-kort”, selv efter man har foretaget tilknytningen. Der står ganske vist “Der er knyttet et BioZonen-kort til din kino.dk profil” (der skal staves “kino.dk-profil” med bindestreg). Fjern “Tilknyt”-delen efter man har registreret kortet, så man ikke tror, den ikke har opfanget ens indtastning.
Nyheder og andre artikler og bokse forneden er ikke opdateret overhovedet; hvorfor så have de ting hvis man skal antage, at det fortsætter i bare nogenlunde samme snegletempo. Dedikér i stedet siden til noget mere specifikt i stedet for at gøre sådan noget halvt - især når andre sider i forvejen specialiserer sig i det.
Hvad er formålet med at vælge favoritgenre - hvorfor er muligheden for at vælge dem der? Gør det noget andet end at vise valgene på profilen eller hvordan? Hvis der er dét, må det meget gerne klargøres, når man vælger genrer - og for dén sags skyld også selvom det ikke har nogen effekt.
Man bør kunne ændre sine indlæg i debatsektionen - især set i lyset af gennemsnitsniveauet hvad stavning angår.
Hvorfor står der nederst i “Seneste brugeranmeldelser” et link med “Opret profil og skriv en anmeldelse”, der linker til “Opret profil”, når jeg i forvejen er logget ind? Enten link til noget andet i bunden for folk, der er logget ind, fx en længere liste af brugeranmeldelser, en guide til hvordan man skriver anmeldelser; ellers kan man lige så godt fjerne det.
Hvorfor annonceres nye konkurrencer ikke på siden? De er der vel især for at pådrage siden en vis opmærksomhed. Eventuelt kunne det også være en god idé at vise vinderne, afhængig af hvilken konkurrencemodel man bruger.
FAQ’en
HVAD sker der for listen over de testede browsere nederst?! Én ting er, at den kan være fra den gamle BioZonen, og én ting er, at den måske ikke er opdateret; denne liste er imidlertid så gammel, at jeg vitterligt må undre mig over, hvor - og hvornår - I har listen fra. Tager man eksempelvis den testede Mozilla-browser, er den fra 2002! 2002! Hvorfor overhovedet have sådan en liste!
“Pop-up blokeringer” skal staves “Pop-up-blokeringer” - med en bindestreg frem for en ordopdeling.
Digital visning er ikke, som I siger, “det ypperligeste inden for billedkvalitet” (“ypperligste” staves det vist også); selvom det lyder meget godt set fra Nordisk Film Biografers side, så kan man for eksempel spørge dem, hvad de så mener om IMAX, som ingen biograf i Danmark er i stand til at vise. Dét er muligvis det ypperligste inden for billedkvalitet; digital visning er, så vidt jeg kan se, ikke. Der er selvfølgelig en mulighed for, at udsagnet er rigtigt, hvis det er omtrent så gammelt som jeres liste over testede browsere.
Så
Det var dét - nok både i denne omgang og fremover; i hvert fald indtil der bliver omrokeret, opdateret og overhalet lidt på siden. Glæder mig til at se hvor mange af mine punkter - hvor alle ikke er mejslet i sten, mens nogle dog må siges at være det - vil blive fulgt.
Del 3 (tilføjet 14. juli)
Opdagede lige nogle småting, som jeg ikke lige umiddelbart gider skrive endnu en mail om, men noterer det lige her, nu hvor bloggen alligevel fungerer som en art online Post It!.
Jeg har først nu fundet ud af, at biograferne har deres egen informationsside - ikke at forveksle med billetbestillingsside. Tilsyneladende kommer man ind på den enten ved førnævnte “Biografer”-panel - der, så vidt jeg husker ellers henviste til billetbestilling hos den pågældende biograf - eller ved at trykke på linksene ved favoritbiografer på en profil, der har valgt nogle. Det er en ganske fin feature, men den bør integreres bedre på siden; for eksempel på dén måde, jeg foreslog i første del af blogindlægget.
Der er desuden nogle fejlkommateringer samt fejlstavninger såsom “handikap adgang” og “handikap toilet” på siderne.
Del 4 (tilføjet 15. juli)
Fandt for nylig ud af at deres visning af ledige pladser
heller ikke duer. Suk.

- Der lader ikke til at være 120 ledige pladser tilbage
- Der er ikke “Mange ledige pladser” tilbage
- Lur mig om der nok ikke skal være flere ting, der heller ikke duer
Skidtet crasher ifølge
Julian også i Firefox 3 ved billetbestilling.
Del 5 (tilføjet 23. juli)
Opdagede denne note på et helt andet papir; kom altså til at skrive det et andet sted end på forslagspapiret. I al fald drejer det sig om sitemappet, der - også - er fuldkommen tåbeligt sat op for ikke at sige ubrugeligt.